Så, børn, kom lidt tættere på, for jeg har en ret sjov og lidt mærkelig historie at fortælle. Den handler selvfølgelig om Braveheart, vores lille lilla helt. Da han var yngre, vidste han ikke helt, hvor speciel han egentlig var. Han troede, han var ligesom de andre. Hans mor havde godt nok altid sagt, at han var noget ganske særligt, men hey – det synes vel alle mødre om deres børn. Nå, men denne dag skulle have været en ganske almindelig dag på Valoria, og selvom alt virkede som det plejer, tog dagen altså en drejning.

På Valoria skinnede solen på de glitrende floder, og de højeste træer, der nåede næsten op til stjernerne, stod og svejede lidt i vinden. Men på Valoria er der altid et eventyr rundt om hjørnet!

Braveheart var som enhver anden beboer på Valoria – lille, lilla og lyseblå, med en pels, der altid glimtede som små diamanter. Pelsen glimtede nemlig altid, når han var glad og tryg. Braveheart var altid nysgerrig og fuld af energi, og glæden strålede ud af hans smukke øjne.

På Valoria var det sådan, at de små ikke altid blev opdraget med at være bange for noget. Men der var én ting, som alle børn og unge på planeten kunne blive enige om, og det var, at der var et sted, man ikke skulle gå hen. Det var et mystisk område, som man kaldte "De Uhyggelige Marker". Og hvis man lyttede godt efter, kunne man høre lyden af skygger og mærke en mærkelig kulde i luften. Det var et sted, der var befolket af væsner, som de fleste helst ville undgå – spøgelser, trolde, hekse og alverdens uhyggelige figurer. Det heldige var, at de aldrig forlod deres område. Man skulle bare heller ikke komme ind på deres område, medmindre man trængte til et lille gys.

Men som du måske har gættet, var Braveheart ikke som de andre. Nej, han var den nysgerrigste lille fyr, du kunne forestille dig. Så en dag, da han legede med sine søskende og de løb rundt i skovene på Valoria, fik han en idé: "Hvad mon der sker i de Uhyggelige Marker?" tænkte han. Og uden at tænke sig om, begyndte han at snige sig væk fra sine søskende.

Han løb og løb, og før han vidste af det, havde han forvildet sig dybt ind i det område, som ingen børn ville betræde. Da han kiggede rundt, blev han ramt af en underlig stemning. Træerne var mørkere, og jorden var dækket af noget, der lignede tåge. Men det var ikke tåge. Nej, det var et uhyggeligt skær fra de væsner, der gemte sig omkring ham!

Så pludselig – POOF! – dukkede et stort, skræmmende spøgelse op lige foran Braveheart. Det havde en gammel kappe, og det lignede noget, man kun ser til Halloween. Men du ved, Braveheart var ikke som andre. Han kiggede bare på spøgelset og sagde: "Hej, er du et godt spøgelse eller et dårligt spøgelse?"

Spøgelset, der havde været på vej til at skræmme Braveheart, blev pludselig mærkeligt i ansigtet – eller mærkeligere, for spøgelser er jo altid lidt mærkelige i det. "Hej, er du okay?" spurgte Braveheart med sin rare, venlige stemme. Spøgelset så forskrækket ud, at det fløj op i luften og forsvandt! Braveheart stod der og kiggede op, undrende. "Hvad skete der lige der?" fnisede Braveheart, helt upåvirket. "Hvorfor løb det væk fra mig?" Han gik lidt videre, og pludselig kunne han høre spøgelset tale med syv andre spøgelser. Spøgelset fortalte nærmest med gråd i stemmen, hvordan han havde fejlet som spøgelse, og hvordan han havde gjort alt, hvad han kunne, for at skræmme et lille lillat pelset væsen, men intet virkede, forklarede han. De andre spøgelser så frustrerede ud, og det lignede, at de var ved at gå i panik: "Ååååh nej!" råbte de i kor. "Hvad gør vi, hvis ingen er bange for os mere? Så er det ude med os! Jamen, hvad skal der blive af alle os spøgelser? Hvad gør vi?" råbte det største af spøgelserne med desperation i stemmen. Pludselig blev de helt stille, og langsomt drejede de alle hovederne og stirrede skræmt ned på Braveheart, som ikke forstod en bjælle af, hvad der foregik. Han stod bare der med sit drøncharmerende smil og sagde: "Hej med jer!" Alle syv spøgelser sprang op i luften med et skrig: "Det er ham, det er ham! Lad os komme væk i en fart!" Og så forsvandt alle spøgelserne langt væk.

Braveheart gik videre og stødte på en stor trold, der boede i en hule. Trolden var så stor, at jorden rystede, når den gik. Det var en af de væsner, der gjorde alle børn nervøse. Men trolden, der skulle have brølet og sendt Braveheart på flugt, fik et kæmpe chok, et så stort chok at han kom til at slå en lille men kraftige trolde prut, og de er altså virkelig slemme. Fy for den sagde Braveheart mens han klukkede af grin, hahaaaa du pruttede – Trolden kiggede flovt på Braveheart og trolden var så forvirret og det var slet ikke meningen med den troldeprut som saboterede hele hans ellers så uhyggelige fremtoning, så med et stort, forskrækket skrig løb trolden alt, hvad den kunne, tilbage til sin hule og smækkede døren og trak gardinerne for ved alle vinduer. Braveheart blev endnu mere forvirret.

"Er jeg blevet usynlig?" undrede han sig. "Er der noget galt med mig?" Han kiggede bag sig, men der var intet. Han kiggede ned på sin lille lilla pelsede mavse, og den så helt almindelig ud, måske en smule mere rund end den plejer men stadig blød. Så snusede han forsigtigt til sin arm. Måske det var fordi, han lugtede af noget? Men det gjorde han ikke. "Hvad i al hulen sker der dog?"

Det blev værre. Snart mødte Braveheart en heks, der gik langs en smal sti i den mørke skov. Heksen fløjtede en populær heksemelodi, og hendes grønne ansigt var dækket af små pletter og rynker, som gjorde hende endnu mere uhyggelig at kigge på. Hun var kendt for at være både listig og farlig, og børnene på Valoria havde altid fået fortalt, at hun kunne trylle alt fra forvandle sig til en uhyggelig ulv til at skabe storme, som kunne rive træer op med roden.

Men Braveheart, som var fyldt med nysgerrighed og mod, havde ikke den mindste frygt. Han fulgte stille efter heksen, og da han kom tættere på, kunne han se, hvordan hun gik langsomt og mumlede for sig selv.

“Hmm... den magi skal virke, hvis det skal skræmme nogen,” mumlede hun, og hendes øjne glimtede som to små sorte stjerner i mørket. Han kunne høre at hun gik og bryggede på noget trolddom af en art noget med en trolddomseleksir der skulle brygges med noget fra en tudse, nogle svampe og fire lange hår fra manken af en enhjøring og lidt andet han ikke kunne høre fordi hun mumlede sådan.

Braveheart besluttede sig for at tage en chance og gå hen til hende. Han sprang frem og sagde med sin venlige og lidt lattermilde stemme: “Hej, du ligner virkelig en der kunne trænge til et kram Heksen, der var dybt koncentreret i sine tanker, blev forskrækket og vendte sig hurtigt om i et spjæt og med et lille hæst skrig. Hun stirrede på Braveheart og så et øjeblik ud som om, hun ikke kunne tro sine egne øjne. “Hvad... hvad er du for en lille væsen?” udbrød hun og rykkede hurtigt et skridt tilbage.

Braveheart smilede bare og kiggede på hende. “Jeg hedder Braveheart. Jeg bor her på Valoria. Hvad med dig?”

Heksen, som normalt ville have kastet en fortryllelse eller lavet en farlig trylleformular for at skræmme folk væk, gjorde noget, som Braveheart slet ikke havde forventet. Hun fløj op i luften med et højlydt skrig og løb væk fra ham, mens hun råbte: “Jeg vil ikke være her!”

Det blev hurtigt klart, at heksen ikke bare var bange – hun var rædselsslagen. Hun fløj væk så hurtigt, at hendes kost næsten ikke kunne følge med, på trods af at hun fløj på en af de nyeste og topmoderne heksekoste, altså dem der kunne flyve helt vildt hurtigt.

Hun kiggede sig hurtigt over skulderen og rystede på hovedet, som om hun ikke kunne forstå, hvad der var sket. “Hvordan kan det være?” hviskede hun for sig selv. “Jeg har set mange væsner før... men ingen har nogensinde gjort mig så bange.”

Heksen fløj hen over træerne og kiggede ned på Braveheart med panik i sine øjne. “Det må være noget magisk... men hvad er det? Jeg har aldrig følt sådan før!” skreg hun, inden hun forsøgte at komme væk.

Braveheart kiggede op, lidt forvirret. Han vidste, at han var lidt speciel, men han kunne ikke forstå, hvorfor denne heks, som ellers var så frygtet, pludselig blev bange for ham. “Er jeg blevet usynlig?” undrede han sig. “Er der noget galt med mig?” Han kiggede ned på sin pels og snusede forsigtigt til sin arm. Der var intet forkert – han lugtede ikke anderledes, og hans pels var stadig den samme glitrende lilla.

Braveheart stod som et gigantisk spørgsmålstegn og kiggede på hende. "Jamen, hvad skete der? Hvorfor løber alle væk fra mig?"

Efter et stykke tid, da Braveheart begyndte at gå hjem igen og selvom han var dybt inde i markerne var det intet problem at finde ud da han jo havde nogle ret seje sti-finder evner, hvilket gjorde at han aldrig kunne blive væk men altid finde den helt rigtige vej hjem – han var dog stadig forvirret og undrende over, hvorfor alle de uhyggelige væsner havde været så bange for ham – mødte han sin mor, som ventede på ham i udkanten af den mørke skov ved de uhyggelige marker.

Hun kiggede på ham og smilede blidt. "Er du okay, Braveheart?" spurgte hun, mens hun lagde en hånd på hans hoved.

"Mor, jeg forstår det ikke," sagde Braveheart, og hans store, nysgerrige øjne kiggede op på hende. "Jeg gik ind i de Uhyggelige Marker, og da jeg mødte de spøgelser og trolde, løb de alle væk fra mig! Hvorfor? Hvad har jeg gjort?"

Hans mor kiggede kærligt på ham og sagde med et smil: "Åh, Braveheart, du har altid haft en helt særlig kraft i dig. Siden du var helt lille, har du haft en energi, som gør, at ingen ondskab kan være tæt på dig. De væsner, som du mødte, er alle fyldt med frygt, og din energi er så stærk, at de simpelthen ikke kan være i nærheden af dig. Det er en gave, som kun nogle få har."

Braveheart kiggede undrende på sin mor og spurgte: "Er der andre som mig?"

"Ja, min skat," sagde hun og strøg hans pels. "Der er kun fem andre på Valoria, der har denne evne. Og du er en af dem. Din energi er så ren og stærk, at ingen skygger, trolde eller hekse kan komme tæt på dig. Du er en beskytter, en slags skytsengel – altså bare uden at være sådan en rigtig engel. Og det er derfor, de alle løb væk fra dig. Du er en lille helt! Men du skal huske at bruge din energi på en god måde. Beskyt altid dem, som går og er lidt bange. Selv om frygten kan virke lille, kan det være en stor frygt for andre, og dem skal du passe på. Lov mig det, og lov mig at dele ud af dit mod og din styrke til dem, der mangler det."

Braveheart blev helt stille og kiggede på sin mor med store øjne. "Så jeg er ikke som de andre på Valoria?"

"Nej, du er meget speciel," sagde hans mor og smilede. "Og det betyder, at du har en vigtig rolle på Valoria. Du er her for at beskytte, og ingen onde væsner vil nogensinde kunne røre dig."

Og fra den dag af, kære børn, vidste Braveheart, at han var noget ganske særligt. Han havde ikke bare et stort, modigt hjerte – han havde også en magisk energi, som ingen kunne stå imod. Og de uhyggelige væsner? De ville aldrig igen tørre nærme sig ham.

Så næste gang du ser Braveheart, vil du vide, at ingen frygt kan nå ham – og heller ikke dig.

Hør historien på Spotify her.