Det var en af de aftener, hvor stjernerne funklede, månen var fuld og trillede som en stor sølvbold hen over himlen, og alt åndede fred og ro. Altså, fred og ro for de fleste – for Zoe var det en helt anden sag. 

Zoe var 8 år gammel, hun har store, nysgerrige øjne og en fantasi, der kunne fylde en hel eventyrbog. Hun elskede at være sent oppe. Når natten faldt på, føltes det som om, at verden stadig havde så meget at byde på! Men hendes forældre var helt urokkelige, når klokken blev sengetid. Lige meget hvor meget Zoe skurede op for charmen som plan A og protesterede og klagede højlydt som plan B og forsøgte at forhandle som plan C, var forældrenes svar altid det samme: “Det er sengetid, Zoe – punktum!” Du skal altså have din søvn. 

Denne aften var ingen undtagelse. Zoe sad i sin seng under en blød dyne, mens hendes forældre sagde godnat. Men lige så snart de forlod værelset, kunne hun mærke, hvordan hendes hjerte hamrede en smule hurtigere. Helt uden varsel væltede en mærkelig følelse frem, som om en usynlig skygge lurede i hjørnerne af rummet. Det var ikke, fordi hun egentlig så noget farligt … alligevel føltes det, som om der var et eller andet, der ikke var helt rart. 

Hvad hendes forældre ikke vidste, var, at Zoe havde fået en ny ven, nemlig, Braveheart. Han var et lille, lyselillat væsen med glitrende pels og store, varme øjne, som kun Zoe kunne se. Han kom oprindeligt fra planeten Valoria, hvor alt var magisk og fuld af farver – men nu, når han besøgte Jorden, var det som regel for at berolige børn, der var bange eller urolige. 

I samme øjeblik Zoe lukkede øjnene og forsøgte at tvinge tankerne væk fra den mærkelige fornemmelse i maven, hørte hun en sagte hvisken: 

“Zoe … psst, Zooooee…” 

Hun åbnede øjnene og så en lille, lilla pelsbold svæve forsigtigt foran hendes seng. Braveheart startede altid med at lave et fjollet ansigt og fik Zoe til at grine og hun lavede et flollet ansigt tilbage. Han kiggede på hende med et sit dejlig varme smil. “Hey Zoe,” sagde han, “jeg kunne mærke, du havde brug for mig.” 

Zoe åndede lettet op. “Braveheart! hvor er jeg glad for at se dig! Jeg ved ikke, hvad der er galt med mig – jeg føler mig bare utryg, og jeg hader at gå i seng, når det stadig føles, som om dagen slet ikke er færdig!” 

Braveheart nikkede forstående. “Ved du hvad, Zoe? Det er helt normalt at have sådan en følelse. Det er slet ikke farligt. Men nogle gange, når vi ikke forstår, hvad der sker i vores hoved og hjerte, kan det føles skræmmende – næsten som et usynligt monster.” 

Zoe trak sine knæ op til hagen. “Et usynligt monster? Du mener ligesom en trold eller et spøgelse?” 

Braveheart smilede varmt og rystede på hovedet. 

“Ikke helt. Det her monster er ikke en trold med lange negle eller et spøgelse, der siger ‘bøh’. Det er snarere en følelse – en form for angst. Og det kan føles stort og farligt, selvom det faktisk er helt ufarligt.” og man forestiller sig alt muligt oppe i hovedet. Zoe sank en klump. “Så det er altså en slags monster, som bor inde i mig?” 

Nej nej nej, det hele er bare fantasi og frygten for det uvisse, svarede Braveheart mildt, “men det vil ikke gøre dig ondt. Det kommer bare for at fortælle dig, at der er noget, du skal være opmærksom på. Følelser er ikke farlig, Zoe – de er som små budbringere, der vil have, at du lytter til dem. Nogle gange kan de være svære at forstå, men de vil altid gerne have, at du passer på dig selv.” 

Zoe kiggede forsigtigt rundt i værelset, som om hun forventede at se et glimt af det usynlige monster. “Så… hvad gør jeg ved det? For det føles virkelig ikke rart.” 

Braveheart svævede tættere på. “Har du nogensinde leget gemmeleg?” “

Øhm, ja, selvfølgelig!” sagde Zoe. 

“Så ved du sikkert, hvor spændende det er at lede efter nogen, der gemmer sig. Det usynlige monster er lidt ligesom en god ven, der gemmer sig et sted i hjertet og hovedet. Men i stedet for at løbe væk fra det, skal du netop finde det og sige: ‘Hej, jeg kan se dig. Jeg ved, du er der, men du behøver ikke skræmme mig. Jeg vil bare gerne forstå, hvorfor du gemmer dig.’” 

Zoe kiggede forvirret på Braveheart. “Hvordan taler jeg til en følelse?” 

Braveheart lavede en grimasse, som fik Zoe til at fnise. “Du kan tale til den med dine tanker, med dit hjerte – nogle gange ved bare at tage en dyb indånding og spørge dig selv: ‘Hvad er det, jeg føler lige nu?’ Og tro mig, så snart du giver plads til den, holder den op med at virke så farlig.” 

Braveheart foreslog, at de lavede et lille eksperiment. “Vi kan lave en lille historie sammen om det usynlige monster. For eksempel: Monsteret hedder Fnugborg. Det er ikke et uhyggeligt navn, vel?” 

Zoe grinede. “Fnugborg? Det lyder mest som en kat, der har hikke!” 

Præcis,” sagde Braveheart grinende. “Når vi navngiver vores angst noget sjovt, bliver den med det samme lidt mindre skræmmende. Så forestil dig, at Fnugborg sidder på din skulder lige nu. Hvordan ser Fnugborg ud?” 

Zoe lukkede øjnene og begyndte at beskrive: “Han er måske en lille bitte, blød figur, med store øjne og en sjov topmave. Og han klamrer sig til mig, fordi han faktisk bare er lidt usikker på det hele.” 

“Perfekt,” sagde Braveheart. “Og hvad siger du til Fnugborg?” 

“Jeg ville nok sige: ‘Hej Fnugborg, jeg ved godt, du gør mig lidt nervøs lige nu, men jeg vil gerne hjælpe dig. Lad os sidde her sammen, og så vil jeg fortælle dig, at alt er okay, også selvom det er sengetid.’” 

Braveheart klappede i hænderne. “Det var da helt fantastisk, Zoe! Når du taler til Fnugborg på den måde, så tager du magten tilbage. Så er angst ikke noget farligt – det er noget, du kan rumme og tage dig af.” 

Pludselig begyndte Bravehearts pels at glitre ekstra kraftigt. “Zoe,” hviskede han, “vil du med på en lille rejse? Jeg kan vise dig, hvor angst forsvinder hen, når man tager sig kærligt af den.” 

Zoe nikkede ivrigt. “Hvordan gør vi det?” 

Med et smil lagde Braveheart en blød pote på Zoes pande, og straks lyste værelset op, og alt omkring dem begyndte at dufte af stjerneklar nat og friske drømme. Zoe lukkede øjnene, og da hun åbnede dem igen, stod hun i en lysende skov på Valoria. 

Her var træerne malet i regnbuens farver, og små lysglimt fløj rundt som hoppeglade ildfluer. Under træernes løv løb krystalklare floder, og alt emmede af en fredfyldt, magisk stemning. 

“Wow,” hviskede Zoe. “Hvor er her smukt.” 

Braveheart pegede mod en lille lysning, hvor en lilla dis dansede i luften. “Se,” sagde han, “derovre er Kildegrotten. Det er der, hvor urolige følelser bliver renset og forvandlet til nye ideer og drømme. Vil du se?” 

Zoe nikkede. Hun mærkede en kildrende fornemmelse i maven, men ikke af angst – mere af spænding. Sammen gik de hen til lysningen, og i midten var en lille brønd af lys. Da Zoe kiggede ned i den, så hun sin egen spejling: et ansigt, der var roligt, men samtidig nysgerrigt. Ved siden af hende i spejlet, dukkede Fnugborg op i miniatureform, og han vinkede. 

“Det er vores usynlige monster,” sagde Braveheart. “Eller skulle jeg sige, din nye ven. Han er ikke her for at skræmme dig – han er her for at fortælle dig, at dine følelser er vigtige. Selv når de føles ubehagelige.” 

Med et glimt af lillat lys var Zoe pludselig tilbage i sit værelse. Alt så ud som før, men hun følte sig på en måde lettere – som om hun havde efterladt noget af sin frygt i den magiske skov. 

Hun satte sig på sengekanten og kiggede på Braveheart, der sad på hovedpuden. “Braveheart,” sagde hun stille, “tak fordi du viste mig Kildegrotten. Jeg føler mig ikke bange på samme måde nu. Men hvad gør jeg i morgen aften, når jeg igen skal sove, og jeg føler mig lidt utryg?” 

Braveheart kiggede på hende og sagde. “Du husker på Fnugborg. Du minder dig selv om, at du ikke er i fare – du føler bare noget stærkt lige nu, og det er okay. Du kan tænke på, at Braveheart altid er hos dig, selv når du ikke kan se mig. Og hvis angsten kommer tilbage og føles skræmmende, så kan du tage en dyb indånding og sige: ‘Hej Fnugborg, jeg ved, du er der, men du må gerne tage den med ro – alt er godt.’” 

Zoe smilede. “Tror du, det virker?” 

“Jeg ved, det virker,” sagde Braveheart kærligt. “Fordi du er stærkere, end du tror. Og angst – eller det usynlige monster – er ikke der for at skade dig. Det er en del af at være menneske, præcis som glæde, vrede og overraskelse. Når du først lærer at tale med det, mister det sin farlige kraft.” 

Og så husk på at jeg jo har en ganske særlig energi som alle uvæsner er bange for, så ingen tør kom i nærheden af mig, de løber faktisk skrigende væk.

En ny måde at falde i søvn på
I det samme bankede det på værelsets dør, og Zoes mor stak hovedet ind. “Jeg troede, du sov, skat,” sagde hun og trådte roligt ind. Zoe smilede og trak dynen op om sig. 

“Jeg var lige ved at falde i søvn,” sagde hun. “Mor, må jeg fortælle dig om Fnugborg?” 

Hendes mor kiggede forundret på hende. “Fnugborg? Hvem er det?” 

Zoe tøvede en smule, for hun vidste, at moderen ikke kunne se Braveheart eller Fnugborg. “Det er bare … en lille ven, jeg har. Han dukker op, når jeg er urolig. Jeg har besluttet at være venner med ham i stedet for at være bange.” 

Hendes mor smilede varmt. “Det lyder som en rigtig god idé, skat. Jeg er glad for, du har fundet på noget, der hjælper dig.” 

Hun kyssede Zoe på panden og slukkede lyset. Zoe kunne mærke, at hun ikke var lige så bange som før. Ja, hun var måske stadig lidt usikker, men en god slags usikker – som en opdagelsesrejsende, der er klar til at udforske nye steder i sine drømme. 

Zoe lukkede øjnene og mærkede en ro brede sig i kroppen. Hun kunne næsten se Fnugborg sidde og daske med benene på hendes skulder og høre Bravehearts rolige stemme: “Husk, hvis du bliver bange, skal du bare sige hej til Fnugborg og fortælle ham, at I er venner og at du ikke lader dig skræmme. Så føles angst slet ikke så skræmmende længere.” 

Snart var Zoe på vej ind i drømmeland. Måske ville hun i nat besøge Valoria igen, måske ville hun se Kildegrotten og hoppe rundt i regnbuetræerne. Hvem ved? I alle tilfælde vidste hun, at hun ikke længere var alene med sin angst. Hun havde Braveheart – og hun havde Fnugborg, det lille usynlige monster, som i virkeligheden ikke var et monster, men en følelse, der blot havde brug for et navn og et venligt smil. 

Og sådan faldt Zoe i søvn med sit hjerte let og et forsigtigt smil på læben. Det, der før havde gjort hende nervøs, virkede nu mindre truende – hun havde lært, at følelser ikke var farlige, men blot var små budbringere, der fortalte noget om, hvad der foregik indeni. Og med Braveheart ved sin side og Fnugborg på skulderen, sov hun helt trygt og drømte om nye, magiske eventyr. 

Godnat og sov godt – og husk, at selv usynlige monstre kan vise sig at være nogle af de bedste venner, hvis man bare tør se dem i øjnene.

Du kan høre historien på Spotify her.