Langt, langt borte i en fjern galakse, gemt blandt et væld af funklende stjerner, ligger en planet, som ingen nogensinde har hørt om før. En planet, der ikke ligner nogen anden. Planeten hedder Valoria, og den er som et smukt paradis fyldt med magi, mystik og eventyr.

På planeten Valoria er der floder af flydende krystal, der glimter som tusindvis af diamanter, skove så dybe, at blikket ikke kan følge med, og træer så høje, at deres grene kilder stjernerne. Himlen er fyldt med små, syngende skyer, der ikke bare giver regn, men også synger beroligende sange, som får alle, der hører dem, til at føle sig trygge og glade.

Det er her, i denne magiske verden, at Braveheart blev født. Han er ikke bare et hvilket som helst væsen; han er et lille, blødt og lyselilla væsen med pels, der skinner svagt som månelyset. Hans øjne er store, varme og venlige, og når du kigger ind i dem, føler du, at alt er præcis, som det skal være. Han giver en ro og en tryghed i sind og krop.

Braveheart er ikke som de andre væsener på Valoria – han er speciel. Med sin modige ånd og sin uimodståelige charme har han en helt særlig evne til at få alle omkring sig til at føle sig trygge og elsket. Han er modig som en løve, men blid som en sommerfugl. Han har den mest kraftfulde energi i sin krop, som skræmmer alle uvæsner, ondskab og trolddom væk. Grimme trolde, hekse, slanger og spøgelser er alle skrækslagne og løber væk, så snart Braveheart er i nærheden.

Som lille havde Braveheart en drøm, en vision, der brændte i hans hjerte. Braveheart havde altid vidst, at hans mission ikke kun var på Valoria. Fra han var helt lille, havde han drømt om en planet langt borte – en planet kaldet Jorden. Den var meget anderledes end Valoria, med kæmpe storbyer, store beskidte maskiner, travle mennesker og et kaotisk væld af følelser, fra glæde og latter til frygt og sorg. Braveheart vidste, at han måtte fuldføre sin mission: at beskytte alle børn, der har brug for lidt ekstra styrke og større mod. Så hvis nogen nogensinde føler sig bange eller alene, skal de vide, at Braveheart altid er lige i nærheden, også selvom du måske ikke lige kan se ham.

En dag, efter at have trænet sine magiske evner i mange år, besluttede Braveheart sig for at rejse til Jorden og gøre en forskel. Han fløj gennem stjernerne, hurtigt som en komet, og landede blødt i en lille by på Jorden.

Det var en stille eftermiddag i den lille by, og træerne svajede blidt i vinden. Butikken på hjørnet, der altid var fyldt med duften af friskbagt brød, stødte Braveheart på noget, der skulle vise sig at blive et uforglemmeligt møde.

Braveheart, der havde fløjet langt hjemmefra – faktisk havde han fløjet mindst to tusinde stjernelængder – havde set mange ting, men denne by var virkelig spændende. Fyldt med travle mennesker og små gader, var det noget helt nyt for ham. Han kunne slet ikke forstå, hvorfor man gad at have travlt. Det var noget underligt, tænkte Braveheart og rystede på hovedet af alle de travle “voksne” mennesker. Han svævede rundt i de små gader og kiggede på menneskerne, der gik forbi. Men pludselig fik han øje på Zoe. Hun var der med sin mor, og de stod foran den lille butik på hjørnet, hvor de gik ind for at kigge på de mange små ting i vinduet. Zoe, som altid var fuld af nysgerrighed, kiggede op og fik øje på Braveheart. Hun stod et øjeblik og stirrede. Var det et… spøgelse? Et lille væsen? Hendes øjne blev store, og hun måtte kigge en ekstra gang for at være sikker.

Braveheart smilede forsigtigt til hende, og i det øjeblik kunne han mærke, at noget magisk var på vej til at ske. Zoe, der først var lidt forskrækket, kiggede tilbage på ham. “Hvem er du?” hviskede hun stille for sig selv, men hun var ikke bange. Bare lidt nysgerrig.

Braveheart, som elskede at lave fjollede ansigter, bestemte sig for at gøre noget sjovt for at få hende til at grine. Så han trak i sin ene kind, som en lille hund, og blottede sine tænder, som om han var en stor, skør ulv. Zoe kiggede hurtigt rundt – ingen andre så ham. “Er du… rigtig?” sagde hun, som om hun talte til sig selv.

Braveheart svarede ikke, men lavede en endnu sjovere grimasse, som fik Zoe til at sprutte af grin. Så lavede han endnu en, og så endnu en. De begyndte at lave fjollede ansigter til hinanden, og begge kunne ikke lade være med at grine og fjolle.

Zoe kiggede rundt én gang til, men ingen andre så Braveheart. Det var som om han kun var synlig for hende. Hun kiggede op på sin mor, men hendes mor var så optaget af at kigge på de varer i vinduet, at hun ikke lagde mærke til noget. Det var næsten som om Braveheart var hendes hemmelige ven.

Pludselig vendte hendes mor sig om og sagde: “Zoe, kom nu, det er tid til at gå hjem.” Zoe kiggede hurtigt på Braveheart og grinede en sidste gang, før hun sagde: “Hej, vi ses måske igen, ikke?”

Braveheart nikkede og lavede endnu en fjollet grimasse, mens Zoe løb hen til sin mor. Da de gik væk, kunne Braveheart mærke, hvordan noget varmt fyldte hans hjerte. Zoe havde givet ham et smil, der fik ham til at føle sig helt glad og tryg, som om han havde fået en ven for livet.

Zoe tænkte på Braveheart hele resten af dagen. Hvem var han? Hvor kom han fra? Og hvorfor kunne hun kun se ham? Hun vidste, hun måtte finde ud af det – for hun var sikker på, at hun havde mødt noget helt specielt.

Og sådan begyndte et eventyr, som skulle vise sig at ændre både Braveheart og Zoe på måder, de ikke kunne have forudset. For ingen vidste på det tidspunkt, at de havde mødt hinanden for første gang, men de ville uden tvivl mødes igen.

Zoe var en pige på 8 år. Hun havde store, nysgerrige øjne og var altid fuld af spørgsmål, men om natten var hun ofte bange. Mørket skræmte hende, og hun var sikker på, at der boede monstre under hendes seng og spøgelser i skabet.

En aften, da månen stod højt og strålende på himlen, og nattens stille blæst legede med de visne blade udenfor, kom Braveheart til Zoe. Zoe lå under dynen, tæt sammenkrøbet med tæppet trukket op til næsen, da hun pludselig hørte en blid og varm stemme, der sagde: “Ingen grund til at være bange, jeg er lige her.”

Zoe kiggede forsigtigt frem fra dynen og så, lige der, ved siden af hendes seng, stod Braveheart. Hans bløde, lyselilla pels glimtede i månelyset, og hans øjne udstrålede en varme, der fyldte hele rummet med en tryg følelse.

“Jeg er Braveheart,” sagde han med et smil, som om han bar på hele universets venlighed. “Må jeg gerne være din ven? Jeg vil altid være her for dig. Ingen monstre eller spøgelser kan skræmme dig, så længe jeg er her.”

Zoe mærkede straks, hvordan hendes frygt smuldrede væk, og en følelse af ro fyldte hendes hjerte. “Er du en slags skytsengel?” spurgte hun forsigtigt, som om hun ikke helt kunne tro sine egne øjne.

Braveheart nikkede og smilede. “Ja, det kan du vel godt kalde det. Jeg er her i hvert fald for at beskytte dig og de børn, der af og til savner mod og styrke, og sørge for, at ingen mørke væsener kan komme tættere på dig, når jeg er her.”

Og Braveheart talte sandt. For uanset hvor store og skræmmende monstre, spøgelser eller hekse var, var de alle bange for Braveheart. Hans mod og varme hjertelighed var så kraftfulde energier, at selv de mest frygtindgydende væsener forsvandt, så snart de mærkede hans lys.

Men Braveheart var ikke kun en slags skytsengel; han var også en sand mester i at finde vej. Om det var gennem de mørkeste skove, vilde storme eller labyrinter af ukendte stier, kunne Braveheart altid finde den rigtige vej. Zoe, som ofte følte sig forvirret og tabt, især når hun skulle finde nye steder eller lære nye ting, fandt stor trøst i at have Braveheart ved sin side.

En dag, mens de gik gennem byen og nød den stille eftermiddag, ramte et voldsomt uvejr pludselig. Regnen piskede ned som små sølvperler, og gaderne blev hurtigt oversvømmede. Zoe blev pludselig væk fra sin mor i mængden, og panikken begyndte at snige sig ind på hende. “Hvor blev hun af?” råbte hun, fortvivlet og gennemblødt.

Men Braveheart, der havde set stormen komme lang tid før den ramte, smilede blot. “Frygt ikke,” sagde han med et blink i øjet, mens hans lyselilla pels begyndte at glimte som et fyrtårn i mørket. “Jeg har stifinder-evnerne, husker du? Vi skal nok finde din mor.”

Og ganske rigtigt, på trods af stormens rasen og gadernes kaos, førte Braveheart Zoe sikkert gennem byen. Han vidste præcist, hvor han skulle gå, og snart fandt de Zoe’s mor, som løb hen til dem og omfavnede både Zoe og Braveheart med tårer i øjnene. Braveheart mærkede en øjeblikkelig ro og glæde hos Zoe og Zoe’s mor.

Zoe var så glad for, at Braveheart var hendes ven, hendes beskytter mod de ting, der ofte gjorde hende bange eller nervøs. Siden da begyndte Zoe at sove trygt hver nat, og når frygten bankede på hendes dør, tænkte hun på Braveheart og hans rolige ord. Hun vidste, at så længe han var der, kunne intet ondt røre hende.

Braveheart havde endnu flere opgaver på Jorden, så hver nat, når Zoe sov trygt og fredeligt, fløj Braveheart ud i den stille nat, svævende som en stjerne over byens tage. Han fløj hen over hustagene, mødte natten med et smil, og når han fandt et barn, der havde brug for en ven, landede han forsigtigt ved deres side. Han hviskede varme, opmuntrende ord, sendte kærlighed gennem deres små hjerter og sørgede for, at deres drømme var fyldt med glæde, tryghed og vidunderlige eventyr.

Braveheart blev hurtigt kendt som den sejeste ven for alle børn. Han var deres skytsengel, deres ven for livet, deres lys i mørket. Uanset hvor skræmmende verden kunne virke, vidste børnene, at Braveheart altid ville være der for at beskytte dem og vise dem vej.

Og selvom Braveheart kom fra en fjern planet, følte han, at Jorden var blevet hans hjem. For han vidste, at der ikke var noget vigtigere end at give børnene den tryghed, de havde brug for, og sørge for, at de aldrig nogensinde følte sig alene.

Braveheart ville altid være der. Hvis man kigger op på en klar nattehimmel, vil du se et lille lys, der glitrer blandt stjernerne. Det er Braveheart, der venter på at passe på dig – med et stort smil og et hjerte fyldt med mod, styrke og kærlighed.

Du kan høre historien på Spotify her.